Hvordan har DU det egentlig? Da ægtefællen rammes af livstruende sygdom, opdager fortælleren, lidt efter lidt, at en pårørende er noget nær usynlig for omgivelserne. Det gælder både i den sociale omverden og i mødet med et kompetent og effektivt sundhedssystem, der langt henad vejen overser, at den pårørende er et tænkende og følende menneske – en ressource.


INGEN HAR ORDET er en personlig, på en gang nøgtern og poetisk, pårørendefortælling. Om tab og afmagt, ensomhed og dilemmaer. Om at turde række ud til familie og venner. Men også et vidnesbyrd om, at det at være tæt
på et menneske med alvorlig sygdom – uden at miste sig selv og håbet – kan åbne for nye indsigter og livsmuligheder.

“INGEN HAR ORDET – En pårørendefortælling”
udkom på Forlaget Brændpunkt den 4. juni 2021.

Anmeldelser

Kulturtjekket

Romanen er poetisk og sproget smukt, men nøgternt og minimalistisk. Det er på een og samme tid både hverdags-postej-agtigt, simpelt og så storladent, dramatisk, og i virkeligheden er det måske en ret perfekt kombination, for sådan – både-og – er livet og døden nok også langt hen ad vejen.

– Amalie Søndergaard, Kulturtjekket

Bogens Liv

Der er ingen navne givet i bogen, der derfor er skrevet som du, jeg, vi og os. Det betyder blandt andet, at bogen kommer til at virke endnu mere personlig, og dermed også kan være en god hjælp for dig, der måske står i samme situation som jeg-fortælleren i INGEN HAR ORDET.

– Line Lindstrøm, Bogens Liv

Bogglæde

Denne bog kan klart anbefales til mennesker tæt på en sygdomsramt, om det så er som pårørende eller fagperson.

– Susanne Wiinberg Mortensen, Bogglæde

Bogen kunne let være et indlæg i det kommunale forsøgsprojekt, som hovedpersonen omtaler og medvirker i, og det er gennem arbejdet i den gruppe, at hun første gang får oplevelsen af, at al hendes ”forkerthed” endelig bliver ”rigtig”, fordi hun får bekræftet at der også skal være plads til hende som pårørende på sine egne betingelser. Det beskrives med ordene: ”Hvis jeg tager over nu, svigter jeg dig, men hvis jeg ikke gør det, svigter jeg mig selv.” I bogens sidste del er vi tilbage ved begyndelsen: ”Jeg har set din verdens ende…”, mens det mere profane: ”Men vi ved ikke en skid…” står og runger ud over teksten, men som læser føler jeg mig meget klogere efter endt læsning, og det takket være INGEN HAR ORDET af Birte Kont. LÆS DEN!

– Michael Svennevig, dramatiker og forfatter

BIRTE KONT ’INGEN HAR ORDET’

Alvorlig sygdom slår ned og splitter et ’vi’ i en diagnose og en pårørende. Den pårørende er den der følger med, bliver på parkeringspladsen, får en stol udenfor, bliver en usynlig. Men den pårørende er også den der skal varetage alle fællesopgaver alene, holde humøret og troen oppe, holde sammen på livet og behandlingen af diagnosen og passe på sig selv.
Det sidste er måske det sværeste.
Birte Kont har skrevet en gribende, præcis og lyrisk page turner om skyggelivet som pårørende.
Stærkt anbefalelsesværdig. Læs den inden du får brug for den.

– Birgitte Jørkov, Litteraturklubben på Facebook 2021

LEKTØRUDTALELSE

Om ”hvor svært og ensomt det kan være at være rask i parforholdet, når den anden ikke er det.” Pårørende kan finde trøst og spejling i denne rørende kortprosaroman om at føle sig udenfor, når ægtefællen rammes af livstruende sygdom.
”Nu kan jeg godt glemme alt, hvad der er gået forud, fra nu af er jeg pårørende.”
I kortprosa beskriver Birte Kont følelsen af at være usynlig, i sociale sammenhænge, i mødet med hospitalssystemet og ikke mindst i samværet med ægtefællen. Bogen henvender sig til ham i du-form, og sproget er poetisk og minimalistisk.
I korte prosastykker sætter BK ord på de svære følelser af afmagt og frustration, der opstår, når man skal være noget for den, man elsker, og samtidig passe på sig selv. Gribende scener om fx at føle skyld over selv at have skavanker, når det nu er ”dig der har diagnosen,” eller når hun mødes med vrede, når hun bare vil hjælpe. Sproget er behageligt lyrisk, og jeg er vild med de beskrivende sammensatte ord for relationerne, fx ”radiologsvigerdatterveninde.” Du-formen gør det til meget rørende og vedkommende læsning.

– Lektør Heidi Buur Pedersen