INGEN HAR ORDET
– er en Digt-monolog om at være tæt på et menneske med sygdom. I digt-monologen har jeg givet ordet og hovedrollen til den pårørende, der ofte ikke får rum til at udtrykke sin virkelighed i den sygdomsramtes nærhed.
Over 750.000 danskere er pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer og vil sikkert kunne nikke genkendende til udsagn som:
”Jeg er ingen, mit navn er Pårørende.”
”Vennerne ringer til mig og spørger til dig.”
”At rumme dig og rumme, at du ikke rummer mig.”
“Jeg er ved siden af dig, så tæt på at jeg kan røre ved dig,
jeg kan ikke nå dig.”
“Det er svært at være ene om at være to.”
Da jeg selv for nogle år siden fik den pårørendes virkelighed tæt ind på livet, blev det nødvendigt for mig at skrive dagbogsnotater, tanker, følelser, og hvad jeg registrerede fra pårørendestolen og i hjemmet, mere end tusind sider over tre år. Jeg skrev for at overleve, for at huske at passe på mig selv. At være pårørende kan være en ensom affære, især hvis den syge, som det ofte sker, ændrer personlighed og trækker sig ind i sig selv.
Af mit eget kontaktbehov voksede trangen i mig til at arbejde videre med stoffet og give det, der virkede så stærkt i mig, en litterær form, så det kunne læses af andre.
“Birte Kont har en særlig evne til at beskrive det usagte mellem menneskene.”
Michael Svennevig
I forbindelse med festivalen HVOR REGNBUEN ENDER blev et uddrag af monologen opført torsdag den 11. august 2020 i Global Art Gallery i Vanløse af Lise Kamp Dahlerup.
Som optakt til festivalen optog arrangøren Michael Svennevig (forfatter/dramatiker) en podcast om at blive pårørende med uddrag fra monologen.